Favrskov Rusmiddelcenter tilbyder gratis rådgivning og behandling til borgere, der har problemer med alkohol eller stoffer.

Alle kommunens borgere (over 18 år) kan frit kontakte Favrskov Rusmiddelcenter. 

Du kan ringe til os på telefon 89 64 32 50 i tidsrummet mandag, tirsdag, torsdag og fredag 9-12.

Du kan også skrive til os via formularen her og bestille tid til en samtale. 

Er du under 18 år, kan du kontakte Børn og Families Modtagelse på tlf. 89 64 34 27

Rådgivning og opstart

Når du har kontaktet os om rusmidler, aftaler vi en tid til samtale med dig. De første samtaler er anonyme og skal afdække, hvilke udfordringer du har med alkohol eller andre rusmidler, samt hvilke ressourcer, håb og drømme du kan og vil bringe ind i din forandringsproces.

Efter de første samtaler kan du enten fortsætte i et kort rådgivningsforløb eller et behandlingsforløb på max. 6 måneder med mulighed for forlængelse.

Du har mulighed for at være anonym, hvis du ønsker behandling for alkohol. Men stofbehandling kræver en myndighedsbevilling, og derfor er det ikke muligt at være helt anonym i stofbehandling

Alkohol- og stofbehandling

Vores faglige tilgang er recovery-orienteret, og samtaleforløbet tager udgangspunkt i dit ønske og mål for at forandre dit rusmiddelbrug. 

Drivkraften i dit behandlingsforløb tager udgangspunkt i din egen motivation for at skabe en forandring. Derfor arbejder vi med:

  • dine håb og drømme for fremtiden
  • din kontakt med andre mennesker
  • din opfattelse af dig selv i forhold til andre og verden omkring dig
  • din oplevelse af meningsfuldhed i din hverdag
  • din oplevelse af at have kontrol over eget liv. 

Vi inddrager relevante faglige redskaber fra kognitive metoder til rusmiddelbehandling, og samtaleforløbet kan desuden suppleres med lægefaglig behandling, hvis du har brug for medicin.

Tilbud til pårørende

Har du en tæt relation til et menneske, der lever med et overforbrug af alkohol eller andre rusmidler? Så har vi et tilbud til dig, hvis du har brug for støtte til at håndtere de udfordringer, det medfører.

Du kan ringe til os på 89 64 32 50, eller skrive via en kontaktformular her 

Du får herefter en tid til en opstartssamtale, hvor vi præsenterer dig for samtaletilbuddet. Hvis det passer til dine behøv og ønsker, kan vi tilbyde et forløb på max. 5 samtaler indenfor ét år. 

Temaer i samtaleforløbet

Vi tager  altid udgangspunkt i det, der fylder mest for dig, og vi tilrettelægger forløbet efter dine ønsker og behov. Det skal være dit rum som pårørende, hvor der er plads til at sætte fokus på din trivsel og livskvalitet.

Et samtaleforløb kan eksempelvis indeholde information om rusmiddelafhængighed og viden om rusmidlers generelle indvirkning på fysiske, psykiske og sociale forhold. Hvis du har et ønske om at være og handle anderledes i relationen, kan samtalerne også indeholde vejledning i kommunikation, positivt samvær, som ikke omhandler misbrug, grænsesætning, samt fokus på hvordan man bedst kan støtte den rusmiddelbrugende til at skabe en positiv forandring.

Et pårørendesamtaleforløb hos os kan med fordel suppleres med et tilbud hos en af disse frivillige organisationer:

Børnehænder i voksenhænder

Kvalitetsstandard for rusmiddelbehandling

Kvalitetsstandarden for Handicap og Psykiatri er godkendt af Favrskov Byråd 29. november 2022. Den viser, hvordan de politiske mål for rusmiddelbehandling omsættes til konkrete afgørelser for dig som borger.

Læs mere om rusmiddelbehandling i Favrskov

Kontakt

Favrskov Rusmiddelcenter

Stationsstræde 51
8370 Hadsten
Tlf. 89 64 32 50

Afdelingsleder

Susanne Dehn-Andersen

Tlf. 23 49 24 43